Sådan indsætter du Lorem Ipsum eksempeltekst i Word

Hvis du har brug for at indsætte noget Lorem Ipsum eksempeltekst i Word, f.eks. i et dokument, en skabelon eller lignende, så findes der en funktion, der sætter noget tilfældig tekst ind i dit dokument.

Lorem Ipsum er en vrøvletekst, der har været anvendt i dokumenter i århundreder. Lorem Ipsum eksempeltekst bruges til at udfylde et dokument med ord, så det ikke forstyrrer dokumentets grafiske udtryk.

Funktionen kan være nyttig i forbindelse med test af opsætningen af et dokument eller en dokumentskabelon. Når teksten er indsat, kan den formateres præcis som alt anden tekst, så du kan tilpasse den til dit dokument.

Lorem Ipsum eksempeltekst kan indsættes i Word ved hjælp af en simpel kommando. Du kan selv bestemme hvor mange afsnit teksten skal bestå af, og hvor mange linjer der skal være i hvert afsnit.

Indsæt Lorem Ipsum eksempeltekst i Word

Teksten kan sættes ind ved at bruge en af nedenstående metoder.

=Lorem()

Hvis du skriver =Lorem() og trykker enter i dit dokument, så indsættes der eksempeltekst på Latin, Lorem ipsum……

Hvis du selv vil definere, hvor mange afsnit og hvor mange linjer der skal være i hvert afsnit, så kan du f.eks. skrive =Lorem(7,10). Det indsætter 7 afsnit med 10 linjer i hvert afsnit.

Hvis du ikke bryder dig om Lorem Ipsum eksempeltekst, har du også mulighed for at indsætte en vrøvletekst på dansk. Det kan du gøre med =Rand() funktionen.

=Rand()

Skriv =Rand() og tryk Enter på det sted i dit dokument, hvor du vil indsætte eksempelteksten. Denne metode indsætter 5 afsnit tekst.

Her kan du også selv definere antallet af afsnit og linjer, efter samme opskrift som før.

Linjenumre i Word

En anden funktion i Word der kan være nyttig at kende er muligheden for at indsætte linjenumre i et dokument.

Det kan du læse mere om her – Sådan får du linjenumre i et Word dokument

Hvis du kan lide artiklen, så del den gerne:

Skriv en kommentar