Hvordan laver man sikkerhedskopiering i Windows 10, og er det overhovedet noget man skal bekymre sig om?
De fleste har sikkert prøvet at slette et dokument eller et foto ved en fejltagelse, eller har arbejdet på flere forskellige versioner af et dokument, for så senere at opdage at man kun har beholdt kladden.
Endnu værre er det selvfølgelig hvis computerens harddisk går i stykker, eller hvis PC’en bliver stjålet.
Mange glemmer at lave en sikkerhedskopi af de dokumenter, billeder osv. man har liggende på computeren, og en computer backup er ofte noget, man først mangler, når man virkelig har brug for den.
Det er ikke så svært at få taget backup af dokumenter, fotos, musikfiler osv.
Det sværeste er at få sikkerhedskopieringen sat i system, og at huske at få taget backup med jævne mellemrum.
Klik og se indholdsfortegnelsen:
Hvorfor skal du lave en sikkerhedskopi
Det er vanvittigt irriterende og meget frustrerende at miste et dokument eller et foto, men forestil dig at din computer går i stykker, så du mister alt, hvad du har liggende.
En computer kan også blive inficeret med virus, som i værste fald sletter dine data, eller ødelægger harddisken.
For mange mennesker vil det nærmest være en katastrofe, at miste computeren med feriebilleder, skoleopgaver osv.
Hvordan laver man en sikkerhedskopiering i Windows 10
Der findes forskellige måder at sikre sine dokumenter på.
Den løsning jeg vil beskrive her, er en standard funktion i Windows 10. Funktionen er let at bruge, og kræver ikke nogen avanceret opsætning.
Du skal bruge et USB stick eller en ekstern harddisk, med plads til at kunne indeholde alle dine dokumenter, billeder osv.
Hvis du har mange filer, der skal sikkerhedskopieres, er en ekstern harddisk at foretrække. Du kan købe en ekstern harddisk med masser af plads til under 500 kr. hos Wupti
Konfigurering af sikkerhedskopiering i Windows 10
Hvis du ikke tidligere har brugt funktionen til sikkerhedskopiering på din computer, skal du begynde med at konfigurere opsætningen.
Start med at sætte din harddisk til computeren.
Herefter skal du klikke på Start -> Indstillinger (Tandhjulet) -> Opdatering og sikkerhed -> Sikkerhedskopiering.
Du kan også åbne søgefunktionen og søge efter Indstillinger for sikkerhedskopiering
Klik derefter på Tilføj et drev og vælg din eksterne harddisk på listen.
Nu vil du se at sikkerhedskopieringen bliver slået til.
Bestem hvilke mapper der skal kopieres
Under Flere indstillinger, kan du se hvilke mapper der bliver kopieret. Hvis du vil tilføje eller udelade mapper, kan du gøre det her.
Hvis du beslutter at bruge den automatiske sikkerhedskopiering, er det her du har mulighed for at ændre, hvor ofte der skal tages sikkerhedskopi, og hvor mange gamle kopier du vil gemme.
Antallet af gamle kopier der gemmes, kan blive begrænset af pladsen på den eksterne harddisk, så køb den ikke for lille.
Det er også under Flere Indstillinger, du kan starte en manuel sikkerhedskopiering.
Manuel eller automatisk backup
Din computer skal være tændt, og den eksterne harddisk skal være tilsluttet, hvis du vælger at bruge den automatisk backup.
Hvis du hellere vil lave en manuel backup, f.eks. en gang om ugen, er der også mulighed for det. Du skal blot tænde computeren, tilslutte dit eksterne drev, og klikke på Sikkerhedskopier nu under Flere indstillinger.
Andre tips til Windows
- Fjerne uønskede programmer på din Windows PC
- Skift browser i Windows 10 – Sådan gør du
- Formatering af USB stick på Windows pc
- 20 Windows tastaturgenveje alle burde kende
- Ninite – Automatisk installering af gratis Windows programmer