Udskiftning af harddisk til SSD kan du selv klare, og så får du en super hurtigt computer, for rimelig billige penge.
Min datters bærbare pc har gennem et stykke tid opført sig underligt. Den har ofte vist forskellige fejlmeddelelser, der kunne tyde på, at harddisken i computeren ikke havde langt igen.
Computeren er kun 2 år gammel, men den får ofte en hård medfart i skoletasken, og så bliver den i øvrigt brugt flittigt.
Hvorom alting er, så kan hun ikke undvære den, så jeg gik på udkig efter en ny harddisk.
Den eksisterende harddisk var en SATA disk på 500Gb, og sådan en kan snildt købes til ca. 500-600 kr., så det er sådan set ikke den store investering.
Det er straks værre med installationen af Windows, MS Office og alverdens underlige programmer som hun har installeret. Jeg skal lige hilse og sige, at sådan en teenagedatter, absolut ikke accepterer, at der muligvis mangler noget bagefter 🙂
Klik og se indholdsfortegnelsen:
SSD – Solid State Drive
Mens jeg ledte efter en ny disk på nettet, faldt jeg over et Kingston SSD Upgrade Kit. SSD’en var ganske vist kun på 120Gb, men til gengæld er prisen på en SSD kommet godt ned i pris.
Pakken med upgrade kit’et var inklusiv software til at kopiere alt indhold fra den eksisterende disk, såkaldt cloning.
Kingston reklamerer med at drevet er 10 gange hurtigere end en traditionel 7200RPM harddisk, og den teoretiske læsehastighed er på 450Mb pr. sekund, så det skulle da prøves.
Kassens indhold
Kassen indeholder blandt andet en DVD med en lille film, der trin for trin viser, hvordan udskiftningen skal foregå.
Selvom jeg har rodet med IT i mange år, er jeg stadig ikke den store tekniker, så idéen med at vedlægge en DVD synes jeg simpelthen er genial.
Efter at have set filmen, og dannet mig et overblik over hvad kassens indhold skulle bruges til, sendte jeg datteren i byen for at få arbejdsro, og så var jeg klar til at gå i gang.
Udover selve SSD’en og DVD’en var der i kassen et kabinet til en harddisk med tilhørende kabel, en CD med programmet til at clone diskene, en lille plastic adapter til at klæbe på SSD’en, så den får samme tykkelse som den oprindelige disk samt beslag og kabler hvis monteringen skal foregå i en stationær computer.
Udskiftning af harddisk til SSD i den bærbare pc
Start med at fjerne batteriet fra computeren, og find ud af hvor harddisken er placeret. Det er forskelligt alt efter hvilken computer der er tale om. Ofte sidder disken bag en klap på siden af computeren, men på min datters Toshiba sidder den i bunden, bag en lille lem der skal skrues af.
Harddisken er fastgjort med fire skruer i en lille slæde. Skruerne fjernes, og SSD’en monteres i slæden, med de samme skruer.
Den eksisterende harddisk er tykkere end SSD’en. Derfor følger der en plastic “adapter” med, som klæbes på SSD’en, så den får den rigtige tykkelse. Nu kan du montere den nye SSD i computeren.
Den oprindelige harddisk, som vi skal bruge til at kopiere programmer og dokumenter fra, skal monteres i det medfølgende kabinet. Derefter tilsluttes den computerens USB port med det medfølgende kabel.
Nu er den tekniske del af projektet overstået, og du er klar til at starte cloningen af diskene.
Det viste upgrade kit, er udgået. Tjek i stedet dette Kingston SSD installation kit – SSD diske skal købes særskilt
Kopiering af data fra harddisken (Cloning)
Sæt CD’en med cloningssoftwaren i computeren og kontrollér at computeren er sat til at starte op fra CD drevet. Alternativ kan man på de fleste computere trykke F12 under opstarten og vælge at starte fra CD drevet.
Herefter følger du bare instruktionerne på skærmen og vælger Clone Disk, når du bliver bedt om det.
Hvis du har flere partitioner på harddisken, tilbyder programmet at lave en lignende patitionering på den nye disk. Selve cloningen af disken tager lidt tid, da alle data skal kopieres. I mit tilfælde tog kopieringen ca. en time.
Resultatet efter skift til SSD
Jeg må sige, at jeg var ret spændt, da kopiering af var slut, og computeren skulle startes første gang, men der var ingen grund til bekymring. Computeren startede op, og alt lignede fuldstændigt sig selv. Hvis man ikke viste der var sket ændringer, var alt som det plejede, og dog.
Inden jeg gik i gang med udskiftningen, lavede jeg to små test. Jeg målte opstartstiden på computeren, og den tid det tog at åbne MS Word. Med den oprindelige disk tog det 95 sekunder fra man trykkede på Tænd knappen, til computeren var klar til at bruge, og det tog yderligere 17 sekunder at starte MS Word.
Med den nye SSD tog det henholdsvis 40 sekunder at starte computeren og 3 sekunder at åbne Word, så der er tale om en særdeles mærkbar forbedring.
Jeg er meget imponeret over, at udskiftningen gik så smertefrit som den gjorde. Hvis man ser bort fra selve kopieringen, vil jeg mene at jeg brugte ca. 30-40 minutter på opgaven.
Min datter har nu en computer, som ganske vist ikke har så meget lagerplads som tidligere, men til gengæld starter den lynhurtigt, og den siger ikke en lyd. Det eneste man kan høre, er en svag summen fra blæseren.
Næste projekt må være at skifte disken i min egen bærbare pc. Efter at have testet SSD’en føles den jo nærmest som en oldsag.