Lån film på biblioteket – Gratis film streaming online

Lån film på biblioteket - Filmstriben

Lån film på biblioteket og se dem med det samme på din computer, tablet eller mobiltelefon.

Det er ganske gratis at låne filmene, og der er massevis af film at vælge iblandt på bibliotekernes hjemmeside Filmstriben.dk. I skrivende stund ligger der ca. 3000 film som du kan låne.

Du kan vælge mellem filmgenrer som action, drama, komedie, gyser, western og flere andre, så det skulle være muligt at finde noget for enhver smag.

Hvis du hellere vil se film fra virkelighedens verden, så findes der også et stort arkiv med dokumentarfilm.

Både lån og afspilning af film foregår online, og de eneste forudsætninger der skal være til stede er, at du har adgang til internettet, og at du er oprettet som bruger på dit lokale bibliotek.

Hvad er Filmstriben.dk

Filmstriben er bibliotekernes svar på Netflix. Ligesom du kan låne lydbøger og e-bøger på biblioteket, kan du også låne film.

Du ser filmen på din computer, tablet eller telefon, og du har 48 timer til at se filmen færdig, inden lånet udløber. I den tid kan du stoppe og starte filmen, eller se den flere gange, hvis du ønsker det.

Filmen bliver streamet direkte, og der er ikke mulighed for at downloade filmen eller gemme den på din computer.

Det er kun muligt at bruge Filmstriben.dk, hvis du har en dansk IP adresse. Det betyder desværre, at du ikke kan bruge Filmstriben.dk, når du er på ferie i udlandet.

Du kan se film på en computer og på mobile enheder, som f.eks. tablet og mobiltelefon. Endvidere har du mulighed for at bruge Chromecast og Apple TV til at “smide” filmen op på din TV skærm, så du kan se den i stort format – Det kommer vi til senere.

Her kan du se Filmstribens egen introfilm om tjenestens muligheder.

Filmstriben – Introfilm
Vælg mellem flere tusinde forskellige film

Hvis du vil holde dig opdateret med de seneste filmnyheder, info om teknik og andre tiltag, kan du følge Filmstriben på Facebook.

Opret bruger på biblioteket

Hvis du allerede bruger bibliotekets hjemmeside eller f.eks. eReolen, så er det det samme brugernavn og password, du skal bruge på Filmstriben.

Hvis du ikke er oprettet som bruger, kan du oprette dig på 2 måder.

Enten kan du henvende dig personligt på dit lokale bibliotek, eller også kan du gå ind på bibliotekets hjemmeside, og oprette dig ved hjælp af NemID.

Du kan finde dit biblioteks hjemmeside her

Se film på Filmstriben.dk

Når du vil se film på computeren, så skal du gå ind på Filmstriben.dk.

Hvis du foretrækker at se filmene på tablet eller mobiltelefon, så skal du hente Filmstribens app til iPhone/iPad eller til Android.

Lån film på biblioteket - Hent Filmstriben til iOS i App Store
Hent Filmstriben til iPhone og iPad
Lån film på biblioteket - Hent Filmstriben til Android i Google Play
Hent Filmstriben til Android

Nu er du klar til at begynde at låne film.

Start med at gå ind på Filmstriben.dk på computeren, eller på app’en, og find den film du vil låne.

Lån film på biblioteket med Filmstribens app og på Filmstriben.dk
Lån film på biblioteket med Filmstribens app og på Filmstriben.dk

Du har mulighed for at se filmens trailer ved at klikke på “Se forsmag”, så du kan bedømme om det er en film du vil låne.

Når du har besluttet dig for en film, trykker du på play-knappen, for at låne filmen. Du bliver bedt om at indtaste dit lånernummer og pinkode, og vælge dit bibliotek i rullemenuen.

Inden du starter filmen bliver du gjort opmærksom på, hvor mange film du fortsat kan låne i indeværende periode. Antallet af lån kan svinge alt efter hvilket bibliotek du er tilknyttet.

Lån film på biblioteket og se dem på TV skærmen

Som nævnt er det muligt at se filmene fra Filmstriben på din TV skærm, så du kan nyde filmen sammen med andre, og samtidig få den bedste filmoplevelse.

For at kunne se filmen på TV’et, skal du bruge en Chromecast enhed eller et Apple TV, der trådløst overfører lyd og billede.

Hvis du ikke er bekendt med Chromecast eller Apple TV, vil jeg foreslå at du læser disse artikler:

Rigtig god fornøjelse med Filmstriben.

Hjælp mig med at dele artiklen