Velkommen til 3. del af serien om, hvordan man får flere følgere på Instagram.
Del 3 handler om, at få følgere ved at skrive gode tekster til Instagram billeder, og at bruge de rigtige hashtags, som sætter ord og følelser på billederne.
Hvis du endnu ikke har læst del 1 og del 2, så kan du finde dem her:
Del 1 – Den perfekte Instagram profiltekst
Del 2 – Brug de rigtige billeder på Instagram
Denne del fokuserer som sagt på tekster til Instagram billeder, og hvordan du kan optimere dine hashtags, så du får flere likes og følgere.
Gå til næste artikel i serien nederst på denne side
Klik og se indholdsfortegnelsen:
Opdatering på min case
Fra del 1 og 2 ved du, at jeg bruger min egen Instagram profil som baggrund for artiklen, og til at teste de forskellige tips og tricks, jeg finder rundt omkring.
Målet er stadig at min profil skal have dobbelt så mange følgere, end jeg havde fra start. Det skal være kvalitetsfølgere, og ikke såkaldte spøgelsesfølgere (dvs. følgere der aldrig liker eller kommenterer på dine opslag). Følgere fra webshops og russiske blondiner tæller heller ikke med 🙂
Udgangspunktet da jeg startede var:
- 100 opslag
- 189 følgere
- 272 personer som jeg følger
Efter ca. 5 uger er status:
- 146 opslag
- 324 følgere
- 421 personer som jeg følger
Hvis du kan lide løb, styrketræning og fitness, så er du meget velkommen til at følge mig – RunnersByChoice. Jeg lover at følge tilbage på alle relevante profiler 🙂 Skriv evt. en kommentar om, at du har fundet mig her igennem.
Brug de rigtige billedtekster og hashtags på Instagram
Det er naturligvis primært dine billeder, der tiltrækker besøgende til din profil, men med dine tekster kan du give billederne en forklaring og et ord med på vejen.
Hashtags gør andre opmærksomme på, at du har et billede i en kategori som interesserer dem. Hashtags er en god mulighed for at trække trafik til din profil, og de rigtige hashtags kan være guld værd, og må absolut ikke udelades.
Tekster til Instagram billeder
Billedtekster på Instagram skal ikke være for lange. Dine besøgende gider sjældent læse lange tekster, så undlad at skrive en hel roman under hvert billede. Skriv i stedet kort og præcist uden for mange fyldord.
Tænk over teksten
Nogle billeder vil du gerne poste hurtigt efter de er taget, men hvis du har tid, så skriv gerne et par forslag til teksten ned, og vend tilbage efter et stykke tid. Vi har alle prøvet at skrive en billedtekst og bagefter tænkt “hvorfor skrev jeg det” eller “Bare jeg havde skrevet noget andet”
Skulle det ske, at du får skrevet noget sludder eller har lavet en stavefejl, så kan du altid redigere teksten. Du kan selvfølgelig ikke undgå at teksten bliver læst, inden du når at rette den.
Når du skriver tekster så husk, at mange af dem der følger dig, ofte ikke kender dig personligt.
Skriv det vigtigste først
Skriv de vigtigste ord først i dine billedtekster. Det er kun de første 2-3 linjer af billedteksten der bliver vist på skærmen, medmindre du trykker på “Flere” knappen.
Gem evt. hashtags til sidst i teksten, så de ikke tager fokus fra din primære tekst. Du kan også vælge at undlade hashtags i teksten og i stedet indsætte dem i en kommentar.
Links i billedteksten
Det er ikke muligt at indsætte links i billedteksten. Det eneste sted du kan indsætte et link, er i din profiltekst, så det kan du udnytte i stedet.
Indsæt linket i profilteksten og skriv “Se link i Bio” eller lignende i billedteksten. Hvis du indsætter dit brugernavn med @ foran, f.eks. @runnersbychoice bliver man automatisk ledt til din profiltekst, når man klikker på navnet.
Linket i profilen kan du ændre lige så tit det passer dig, så du kan linke til en artikel, et produkt eller hvad der måtte være relevant.
Se evt. del 1 der handler om Instagram profiltekster
Stil gerne spørgsmål
Teksten må gerne være et spørgsmål, som f.eks. “I dag løb jeg 10 km. Har I løbet i dag?” og “Hvad er din mening om det?”. På den måde kan du få folk til at kommentere på dit billede, og derved skabe engagement fra dine følgere.
Du kan skrive “Dobbeltklik hvis du kan lide billedet”, for at få ekstra likes, eller du kan prøve at få dine følgere til at tagge andre venner. Det kan du f.eks. gøre ved at skrive “Jeg skal løbe CPH Maraton sammen med @runnersbychoice – Tag de venner du skal løbe sammen med”.
Ved at være lidt kreativ, kan man sagtens finde på gode spørgsmål og opfordringer.
Skriv sjovt og undgå negative tekster
Der er næsten ikke noget værre end at se et godt billede, og så læse en negativ billedtekst. Ingen gider læse om at du er træt, sur eller har haft en dårlig dag.
Sjove og letlæselige tekster giver langt flere kommentarer end tekster med sure opstød, men teksten må gerne vise din personlige side, og den må gerne komme lige fra hjertet.
Prøv at være opfindsom, og leg lidt med ordene når du skriver tekster. Personligt elsker jeg god formulerede tekster og kommentarer.
Husk emoji’s
Emoji’s kan bryde din tekst, og få den til at se sjovere og mere indbydende ud.
Du kan bruge emoji’s alle steder i teksten.
Hashtags
Hashtags bruges til at finde billeder af emner man interesserer sig for. Hvis du, ligesom jeg, gerne vil finde billeder der handler om at løbe, så kan du bruge hashtags som f.eks. #løb, #løbetræning, #løber, #løbetur osv. Hvis du vil have følgere uden for landets grænser, så prøv med engelske ord i stedet.
Et hashtag kan også være en kort sætning. F.eks er #photooftheday og #outfitoftheday nogle af de mest populære hashtags på Instagram.
Ved hjælp af hashtags, kan du let komme i kontakt med andre, der deler dine interesser. Hvis du bruger de samme hashtags som dem du følger, kan de også let finde dig.
Ved at bruge de rigtige hashtags, kan du skaffe dig mange likes og nye følgere.
Hashtags fra begivenheder er meget populære, og kan give mange ekstra likes. Hvis dit billede er fra en specifik begivenhed, så husk det rigtige hashtag.
Her er et par eksempler:
- #cphmarathon = 22.161 opslag
- #fredagsrock = 16.019 opslag
- #landskamp = 13.995
- #tivoli = 638.188 opslag
- #roskildefestival = 66.241 opslag
Indsæt hashtags til sidst i teksten eller i en kommentar.
Du kan indsætte hashtags alle steder i din tekst. F.eks. kan du skrive “I dag var jeg ude at #løbe sammen med @runnersbychioce til #cphmarathon”.
Medmindre et hashtag passer direkte ind i din tekst, så indsæt dem til sidst i teksten.
Det er kun de første 2-3 linjer af din billedtekst der bliver vist (medmindre du trykker på Flere knappen), og det er ærgerligt at tage fokus fra teksten.
Populære hashtags
Når du begynder at skrive dit hashtag og starter med #, foreslår Instagram selv et hashtag baseret på det du har skrevet. Det er de mest populære hashtags der står øverst, og du kan se hvor mange gange, de enkelte hashtags har været brugt.
Hvis du vil bruge hashtags aktivt, skal du selvfølgelig vælge tags som hjælper med at finde dit billede. Hvis du bruger et tag som f.eks. #billedeafmigderdrikkerkaffe, så er du den eneste på Instagram med det tag. Hvis du i stedet skriver “#selfie af mig der drikker #kaffe på#vivaldi”, så er der større chance for at blive fundet på dit hashtag.
I skrivende stund er #selfie brugt 296.631.917 gange og #kaffe er brugt i 1.118.332 opslag på Instagram.
Der findes en masse lister over populære hashtags f.eks. Top 100 HashTags on Instagram. Lav selv en søgning på Google efter flere populære Instagram hashtags
Brug hashtags med måde
Lad være med at overdrive antallet af hashtags i dine tekster. For mange hashtags gør teksten svær og læse, og kan virke irriterende for læseren.
Brug kun de hashtags der giver mening for dit billede og din tekst, og som giver værdi for læseren.
Billedtekster og Hashtags på Instagram – Konklusion
Dine billeder er selvfølgelig det der først fanger øjet, men ved at skrive interessante billedtekster og bruge de rigtige hashtags, kan du opnå endnu flere likes og følgere.
- Tænk over din tekst, så den sidder i skabet første gang
- Skriv gerne sjovt og undgå negative tekster
- Skriv det vigtigste først, så din følger ser det uden at skulle trykke på Flere
- Involver læserne ved at stille spørgsmål
- Brug Emojis for at bryde teksten og gøre den interessant
- Brug tid på at finde de rigtige hashtags
- Undlad at spamme med for mange hashtags
Næste artikel om at få flere følgere på Instagram
Denne del handlede det om billedtekster og hashtags på Instagram. Del 4 kommer til at handle om at følge andre profiler og hvordan man bliver en god følger ved hjælp af kommentarer og likes.