Skift harddisk til SSD i stationær computer

Skift harddisk til SSD

Skift harddisk til SSD i din stationære computer, med dette opgraderingssæt fra Sandisk, og opnå kortere opstartstid og hurtigere åbning af programmer og dokumenter.

Opgraderingssættet indeholder kloningssoftware, der bruges til at lave en nøjagtig kopi af din harddisk samt de kabler der skal bruges til selve kopieringen. Kablerne passer til alle Sata harddiske. SSD disken skal du købe separat.

Kloning af din gamle harddisk betyder, at alle dine eksisterende programmer, Windowsinstallation osv. bliver kopieret til den nye SSD disk. Det er derfor ikke nødvendigt at geninstallere programmer efter udskiftningen.

Du kan se hvor du kan købe opgraderingssættet og SSD diske nederst i artiklen.

Forberedelser inden køb og udskiftning

SSD diske har endnu ikke så stor lagerplads som en traditionel harddisk (i hvert fald ikke, hvis de skal være til at betale).

Inden du køber en SSD disk er det vigtigt, at du finder ud af hvor meget plads du har brug for, og hvordan harddisken skal organiseres.

Start med at lave en kraftig oprydning på din computer. Slet alle programmer som du ikke længere bruger, og sørg for at samle alle dine dokumenter, musik, videoer osv. i mapper, så det er let at få overblik over dem.

Hvis du har svært ved at finde ud af hvor meget dine data fylder, kan du bruge det gratis program Treesize Free. Datatid har skrevet en god artikel om hvordan programmet benyttes – Find ud af hvad der fylder din harddisk op

Hvis du har problemer med at få plads til alle dine data på SSD disken, kan du overveje at flytte dokumenter, billeder osv. til en ekstern harddisk, eller til online lagerplads som Google Drev eller Microsoft OneDrive. Du kan eventuelt også lade din gamle harddisk sidde i computeren og gemme filer på den.

Hvis du ikke allerede har orden på dine filer og data, så kan det godt tage noget tid at få strukturen på plads. På lang sigt vil du blive glad for at få organiseret dine data, da det er langt lettere at overskue en struktureret harddisk.

Skift harddisk til SSD i stationær computer

Når du har styr på dine data, er du klar til at gå i gang med udskiftningen af din gamle harddisk.

Det første der skal gøres er, at kopiere data fra den gamle harddisk til SSD disken. Tilslut det medfølgende kabel til SSD disken og sæt den anden ende i USB stikket i computeren.

Indsæt cd’en med kloningssoftwaren i computeren, og følg anvisningerne på skærmen. Alt efter hvor mange data der skal kopieres, kan kloningen godt tage et stykke tid.

Når kopieringen er fuldført skal du slukke computeren, og tage strømkablet ud af den.

Åbn computeren, tag de to stik ud af harddisken og fjern den gamle harddisk (lad kablerne sidde i computeren). Alt efter fabrikat, er det forskelligt hvordan computeren skal åbnes, men ofte kan man fjerne den ene side, eller løfte toppen af. Det står sandsynligvis i manualen til computeren.

Gem den gamle harddisk indtil du er 100% sikker på, at SSD disken kører som den skal.

Hvis den eksisterende harddisk er en almindelig 3,5″ harddisk, er den større end SSD disken. I dette tilfælde skal du bruge det medfølgende beslag til at montere disken i computeren.

Når SSD disken er monteret skal du sætte strøm- og Satakablet i disken (dem du tog ud af den gamle harddisk)

Luk computeren og start den op.

Nu skulle alt se ud som før bortset fra, at der gerne skulle være mærkbar forskel på opstartshastigheden, og den tid det tager at åbne programmer og dokumenter.

Jeg vil anbefale at du ser denne video der viser hvordan udskiftningen af harddisken foregår.

Se flere computertips

Hjælp mig med at dele artiklen