Find domæne – Valg og køb af domænenavn

Find domæne hos Netsite - Annoncelink
Find domæne hos Netsite – Annoncelink

Find domæne til mail og hjemmesider. Opgaven med at vælge og købe det rigtige domænenavn, kræver at man tænker sig godt om – rigtig godt endda.

Dit domænenavn skal kunne holde mange år frem, og skal fortsat passe til dig, din organisation eller dit firma.

Mange af de mest oplagte domænenavne er selvfølgelig allerede optaget, men med en smule kreativitet, kan du sagtens finde mange gode domæner. Du kan også købe “brugte” domænenavne, såfremt den nuværende ejer er interesseret i at sælge.

Jeg har lavet lidt reseach på området, og herunder har jeg samlet nogle gode råd til det helt rigtige køb af domæne.

Hvad er et domænenavn

For god ordens skyld, vil jeg starte med at fortælle om teknikken bag et domænenavn.

Et domænenavn er et unikt navn, som bruges til at tilgå en hjemmeside. Google i Danmark bruger f.eks. domænenavnet google.dk. Serveren som hjemmesiden, i dette eksempel google.dk, ligger på,kan ikke arbejde med domænenavne. Serveren bruger istedet en IP adresse til at finde siden.

Hvis du prøver at skrive 172.217.17.131 i din browser, kommer du direkte ind på Googles side.

Vi mennesker er ikke så gode til at huske IP adresser, derfor bruger vi domænenavne. Når du taster google.dk i din browser, sendes forespørgselen til en såkaldt DNS server. Serveren oversætter google.dk til 172.217.17.131, og sender dig videre til den rette hjemmeside.

Nok om teknikken. Læs med og få de gode råd om, hvordan du vælger det rette domænenavn.

Hvem ejer domænet

Man ejer ikke et domænenavn, men man køber retten til at bruge det. Det koster p.t. 50,- kr. inkl. moms om året, at råde over et domænenavn.

Et domænenavn kan købes hos en af de mange hostingudbydere / webhoteller der findes på markedet.

Jeg bruger selv Simply.com både som webhotel og ved domænekøb. Her kan du søge efter ledige domæner, og så har de noget de kalder Domæneninja. Her kan man se de domænenavne der netop er udløbet, og som ejerne har valgt ikke at beholde. På Domæneninja kan du være heldig, at finde mange gode domænenavne.

Hvis du vil vide hvem der ejer et domæne, kan du få oplysningerne hos DK Hostmaster. Hvis et domæne er privatejet, som f.eks. Helpdesken.dk, kan du se ejeren navn og adresse. Hvis domænet er ejet af et firma, er det firmaets navn og adresse du får oplyst.

Find domæne – Brug disse råd

Som nævnt er der flere ting du bør være opmærksom på, når du skal findet er domænenavn.

Måske kender du det engelske udtryk KISS (Keep It Simple, Stupid) der meget rammende kan bruges her – Hold det enkelt!

Dit domænenavn skal være forholdsvis kort og let at huske, så dine kunder let kan finde din hjemmeside.

Hvis du har et langt og indviklet domænenavn, risikerer du, at dine kunder ikke kan huske det, eller staver forkert, når de taster det.

Pas på med forkortelser i domænet

Pas på med forkortelser, slangudtryk og ord der kan staves på flere måder.

Specielt i engelske navne er det meget almindeligt at bruge f.eks. “u” i stedet for “you” og “4” i stedet for “for” osv. Selvom du selv synes din forkortelse er logisk, kan du ikke tage for givet, at dine kunder ved hvordan det staves.

Medmindre dit firma er meget kendt, og dine kunder ikke er i tvivl om de skal skrive 4u.com eller foryou.com, så pas på med den slags domænenavne. For at undgå forvirring kan du selvfølgelig købe begge domæner, og lade begge pege på din hjemmeside.

Man ser også af og til domænenavne hvor man har fjernet en vokal. F.eks. kan nævnes nogle af de mere kendte som Flickr.com og Fiverr.com.

Nu er det gået meget godt for disse to, men hvis du laver en lille hjemmeside, og kalder den for ulriksn.dk (bare for at bruge mit eget efternavn som eksempel, uden det sidste “e”), så vær forberedt på, at du skal stave det hver gang nogen spørger hvad din side hedder.

Æ, Ø og Å i domænenavn

Skal du købe et domæne med æøå i navnet? Det er er meget relevant spørgsmål for os danskere.

Lad os forestille os at du vil købe domænet Søndergård. Skal du så købe søndergård.dk eller soendergaard.dk?

Du kan sagtens købe et domænenavn der indeholder æ, ø og å, (og ö, ä, ü og é), men der vil være nogle tekniske udfordringer forbundet med det. De servere der sender dine besøgende videre til din hjemmeside, kender kun bogstaverne fra a-z og tallene fra 0-9.

Derfor skal dit domænenavn med æ, ø og å, først oversættes til noget serveren kan læse, hvilket kan være problematisk. Derudover er det ikke muligt, at oprette en e-mail adresse der indeholde æ, ø og å, så den mulighed vil du ikke have.

For at undgå problemer i den forbindelse, kan det løses ved at købe begge domæner. Brug domænet uden æ, ø og å som hoveddomæne (dermed kan du også oprette e-mail adresser) og lav en såkaldt URL viderestilling fra domænet med æ, ø og å, til domænet uden.

På den måde har dine kunder mulighed for at skrive både soendergaard.dk og søndergård.dk i browseren, og alligevel ende på soendergaard.dk.

Et andet argument imod æ, ø og å i domænenavn er, at udenlandske besøgende ikke vil kunne taste din adresse i browseren.

Lars Skjoldby har skrevet en god ekspertartikel, som forklarer problemstillingen – Domæner med æøå har kun én fordel!

Hvis du ikke har mod på de tekniske udfordringer, så lad dit valg af domæne, være et uden æ, ø og å.

Skal der være nøgleord i domænet

Det mest oplagte er selvfølgelig at bruge dit firmanavn som domænenavn. Det vil dine kunder kunne huske, og det vil være lettere for dem at forbinde firmanavn og hjemmeside.

Brug de nøgleord som folk vil bruge, når de søger efter dig på nettet, og som beskriver dit firma eller den service du tilbyder.

Hvis du f.eks er maler, så prøv at flette det ind i domænenavnet. Det kunne være malerhansen.dk eller knudmaler.dk osv.

Hvis dit firma udelukkende arbejder lokalt, kan du også tilføje bynavn eller område thistedmaleren.dk eller vesterbromaleren.dk

Hvis du arbejder i andre lande, eller påregner at komme til det i fremtiden, så overvej om dit domæne vil kunne bruges. Thistedmaleren.dk vil sikkert ikke gøre sig i det store udland.

Lav evt. en brainstorm og notér de 3 mest oplagte nøgleord. Tænk over hvad folk vil søge efter, når de leder efter din virksomhed. Hvis man f.eks. bruger ordene hansen, maler og thisted kan du lave disse sammensætninger hansenmaler.dk, hansenthisted.dk, hansen-thisted.dk, thistedhansen.dk, thisted-hansen.dk, malerthisted.dk, thistedmaler.dk, maler-thisted.dk og thisted-maler.

Nogle af domænerne vil allerede være i brug, så det gælder om at være opfindsom og bruge fantasien.

Der er delte meninger, om det hjælper på din placering i søgeresultaterne, at have et nøgleord i domænenavnet. Jeg er bestemt ikke ekspert på det område, men min sunde fornuft siger mig, at hvis dit firma hedder Thisted Maleren og thistedmaleren.dk er ledigt, så skal du da vælge det. Hvis jeg søgte på nettet efter “maler i thisted”, og jeg fik øje på en side der hed thistedmaleren.dk, så ville jeg da helt sikkert klikke der først.

Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med, at vælge et domænenavn der ikke umiddelbart fortæller noget om din virksomhed. Det er trods alt gået meget godt for CBB, BiBoB, 3 og Oister, selvom man ikke umiddelbart vil forbinde deres navne med teleselskaber. Det vil dog sikkert kræve lidt mere af din markedsføring, at forbinde produkt/ydelse med dit domænenavn. Omvendt er det lettere at finde på et kort og enkelt navn, der er let at huske.

Hvis du senere vil udvide din forretning, kan det endda være en fordel ikke at have bundet sig til et fast produkt i navnet. Hvis thistedmaleren.dk vil udvide sin virksomhed med en VVS afdeling, så passer navnet ikke længere så godt.

Tal, bindestreger og forkortelser i domænet

Tal og bindestreger er tilladt i domænenavne, men det kan let forvirre. Som udgangspunkt forventer de fleste mennesker ikke, at der er bindestreger i en hjemmesideadresse.

Hvis du vælger også at have e-mailadresser med dit domænenavn, så er det møgirriterende at skulle sige peter@thisted “bindestreg” maleren.dk, når nogen spørger om ens e-mail.

I de tilfælde hvor dit domænenavn er et sammensat produktnavn, det kunne eksempelvis være iphone-cover.dk, kan du med fordel bruge bindestreg. Søgemaskinerne opfatter bindestregen som et mellemrum, og hvis der søges i Google efter “iPhone cover”, kan det muligvis have en positiv påvirkning på din placering i søgeresultatet. Husk stadig at købe iphonecover.dk også, og lav URL viderestilling til hoveddomænet.

Pas iøvrigt på med disse “søgeordsdomæner”. De bliver ofte opfattet som spamagtige og utroværdige, og mange går uden om den slags hjemmesider.

.dk eller .com eller noget andet

Betegnelsen for domæneendelser som .dk, .se, .de osv. kaldes TLD (top-level domain) De nævnte TLD’er er landespecifikke, men de senere år er der dukket nye TLD’er op som f.eks. .buzz, .guru, .social og mange flere.

Hvis din virksomhed udelukkende arbejder inden for danmarks grænser, så vil et .dk domæne være det mest oplagte. De fleste mennesker vil forvente, at en dansk virksomhed har et dansk domæne, og det vil få din side til at virke mere troværdig.

Hvis du er i tvivl, eller hvis du planlægger at udvide din business til andre lande, så køb de domæner du mener er relevante, og lav en viderestilling.

Få idéer til domænenavne

Hvis du mangler idéer til dit nye domænenavn, kan du bruge en domænegenerator.

Der findes adskillige på nettet, men de fleste virker bedst til internationale domænenavne som .com, .org osv.

Du kan dog sagtens få idéer og god inspiration alligevel.

Prøv f.eks. en af disse:

Der findes massevis af disse domain name generators på nettet, så du kan selv lede efter flere. Hvis du finder en generator til danske domæner, så skriv endelig en kommentar under artiklen.

Køb domænenavn der er ledigt

Når du har fundet et domænenavn som du er tilfreds med, er du klar til at købe.

Der findes en masse udbydere af domænenavne og webhoteller på nettet, så det er bare at gå i gang med at finde en god udbyder.

Jeg kan anbefale Simply.com som jeg har brugt i flere år. De har en god service, og en meget fint oppetid på deres webhotel.

Køb domæne der allerede er optaget

Der findes tonvis af domæner som er købt af andre, men aldrig taget i brug, eller købt med videresalg for øje (hvilket i øvrigt ikke er lovligt).

Hvis det domænenavn som du har forelsket dig i, allerede er optaget, så kontakt ejeren og spørg om I kan blive enige om en handel. Husk at du kan finde vedkommendes navn og adresse på DK-Hostmaster.dk.

Som nævnt har Unoeuro en tjeneste som de kalder Domæne Ninja. Det er en liste over domæner der nyligt er udløbet. Her kan du være heldig at finde et godt domænenavn.

Hvis du køber et domæne der tidligere har været aktivt, kan bruge Waybackmachine til at se, hvordan sitet så ud.

Netsite.dk har du mulighed for at få besked, når (eller hvis) et domænenavn du ønsker, bliver ledigt. Du indtaster de domæner du vil overvåge, og så modtager du en mail, hvis det bliver ledigt.

Køb et mail domæne

Hvis du ikke ønsker at lave en hjemmeside, men bare ønsker en fed mailadresse, så kan du sagtens nøjes med at bruge dit domænenavn til det.

Jeg har f.eks. købt vores efternavn (som tilfældigvis var ledigt). På den måde kan alle i familien få en mailadresse med fornavn@efternavn.dk.

Hvis det er denne løsning, du leder efter, så klik ind på DanDomain (annoncelink) som tilbyder mailløsninger fra 10 kr. pr. måned.

Valg af domæne – Konklusion

Her får du en hurtig opsamling på ovenstående.

Æ, Ø og Å – Hvis du absolut skal have et æ, ø og å domænenavn, så lav en viderestilling til et domæne uden æ, ø og å.

Kort – Kort og enkelt navn der er til at huske og let at stave.

Nøgleord – Nøgleord i domænet vil umiddelbart være en god idé, da du lettere vil kunne forbindes med firma eller produkt.

Kun mail – No problem. Køb domænet og find et mailhotel

Tal, bindestreger og forkortelser – Pas på. Selvom det virker logisk for dig, så er der ingen garanti for at dine besøgende ved hvordan dit domænenavn skal staves.

TLD – Vælg et .dk domæne til en dansk virksomhed. Hvis du bevæger dig uden for landets grænser, så køb de TLD’er der er nødvendige.

Stadig i tvivl om det rigtige domænenavn

Find domæne – Hvis du stadig er i tvivl om hvilket domæne du skal købe, så køb det der ligger tættest på, smæk en hjemmeside på, og se hvordan det går. Det vil være ærgerligt, hvis en anden snupper navnet for næsen af dig.

Det blev til mange ord om køb af domæne, men som nævnt er det vigtigt, at man tænker sig om. Hvis du først har fået en god forretning op at køre, kan det være svært at skifte navn.

Skriv gerne en kommentar om hvordan (og hvorfor), du valgte dit domænenavn.

Hvis du kunne lide “Find domæne” artiklen, så prøv at kigge på de øvrige artiklen i kategorien om hjemmesider her på Helpdesken.dk