Hvorfor vises der ikke automatisk billeder i Outlook mails?
Af sikkerhedsmæssige årsager henter Outlook ikke automatisk billeder ind i mails. En spammer kan finde på at sende mails ud til en masse vilkårlige mail adresser, uden at vide om de findes i virkeligheden.
I det øjeblik mailen bliver åbnet og billedet hentes (downloades fra afsenderen), så ved spammeren, at mailadressen er gyldig. Spammeren kan derved fortsætte med at spamme adressen med alverdens ondsindede emails, eller han kan sælge mailadressen til andre mere eller mindre suspekte personer.
Det er altså ikke selve billedet, man er bange for, men mere den risiko der kan være ved at åbne op for spammails, som jo også kan være enormt irriterende.
Ydermere er der selvfølgelig den fordel, at der kan spares både tid og båndbredde ved at hente mails uden billeder. Efterhånden som internethastighederne bliver hurtigere og hurtigere, betyder det dog mindre.
Klik og se indholdsfortegnelsen:
Sådan viser du billeder i Outlook
Hvis du vil hente billeder ind i en mail, så højreklikker du i mailen, hvor billedet skulle være, og vælger Hent billeder. På denne måde henter du kun billederne, der vedrører denne ene mail.
Hent alle billeder i Outlook automatisk
Hvis du automatisk vil hente billeder ind, i alle de mails du modtager, er der mulighed for det.
Du skal selvfølgelig bare være klar over risikoen, som beskrevet herover.
Office 2010 – 2013 og 2016
- Klik på fanen Filer og vælg Indstillinger
- Sikkerhedscenter
- Indstillinger for sikkerhedscenter
- Automatisk indlæsning
- Fjern fluebenet i den øverste kasse Hent ikke automatisk billeder i HTML e-mails eller RSS-emner.
Office 365
- Klik på fanen Filer og vælg Indstillinger
- Sikkerhedscenter
- Center for sikkerhed og rettighedsadministration
- Indstillinger for Center for sikkerhed og rettighedsadministration
- Fjern fluebenet i Download ikke billeder automatisk i HTML e-mails eller RSS-elementer.
Nu vil Outlook automatisk hente billeder ind, i alle de emails du åbner.
Hent kun billeder fra afsendere du kender
Du kan også vælge kun at vise billeder fra afsendere, som du kender i forvejen og stoler på.
Det gør du ved at markere boksen lige nedenunder Tillad overførsler i e-mails fra afsendere og til modtagere……
Når du modtager en mail fra en afsender, som du vil godkende, højreklikker du på den gule bjælke som vist herover, og vælger Føj afsenderen til listen over sikre afsendere.
Vil du godkende alle afsendere fra det pågældende domæne, skal du vælge Tilføj domænet @DomæneNavn på listen Afsendere, der er tillid til.
Hvis du vil kontrollere, hvilke afsendere der er på listen over sikre afsendere, skal du gå til fanen Startside og klikke på Uønsket i gruppen Slet og vælge Indstillinger for uønsket mail. Her kan du se, og rydde op i, lister over både sikre afsendere og afsendere af uønsket mail.
Flere tips til Outlook
Læs disse artikler, og få flere tips til Outlook: