Huskeliste til kør selv ferie – 43 ting du ikke må glemme

Her får du den ultimative huskeliste til kør selv ferie, og en masse gode råd til at gøre en kør selv ferie til en succesoplevelse for hele familien.

Når man skal sidde mange timer i bilen, er det vigtigt at bruge tid på planlægning, inden man kører hjemmefra.

Ruten skal planlægges, og der skal arrangeres underholdning til børnene, så bilferien bliver en god oplevelse for alle.

Huskeliste til kør selv ferie

Her får du nogle tips, der kan være med til at gøre køreturen til en god oplevelse for alle.

Min egen erfaring er, at god planlægning i høj grad er med til at gøre turen god. Jo bedre forberedelse, jo færre uforudsete udfordringer.

Der er mange ting der skal forberedes inden i kører hjemmefra, så start i god tid.

Jeg påtænker at udbygge guiden løbende, efterhånden som der kommer nye tips. Hvis du selv har tips og idéer til planlægning af den perfekte kør selv ferie, så skriv en kommentar under artiklen, og hjælp med at forbedre guiden.

De vigtigste papirer og dokumenter

Det kommer nok ikke som den store overraskelse at papirer og dokumenter som pas, kørekort osv. selvfølgelig skal medbringes.

Her er en oversigt, som du evt. kan bruge som tjekliste.

  1. Pas til hele familien – Husk (i god tid) at kontrollere hvornår passet udløber. Behandlingstiden på et nyt pas er ofte forlænget op til sommerferien. Glipper det alligevel, kan du få forlænget gyldigheden på dit pas, hvis det er udløbet indenfor de seneste 3 måneder. Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle lande der accepterer en forlængelse af passet
  2. Kørekort – Det er en god idé, at alle med kørekort husker at tage det med. I tilfælde af sygdom, eller hvis du taber kørekortet, er det rart at andre kan træde til
  3. Færgebilletter – Hvis du skal med færgen, så husk billetten. Det er i øvrigt en god idé, at sørge for pladsbestilling i god tid. Der bliver hurtigt udsolgt på de populære afgange
  4. Rødt kort – Det røde kort er bevis på at du har kaskoforsikring på bilen. Du behøver ikke længere have en fysisk kopi af det røde kort med. Du kan hente Rødt kort som en app på din telefon. Læs mere i denne artikel – Rødt kort app – Få det røde SOS kort på mobilen
  5. Vignetter / Motorvejsmærkater – I nogle lande (f.eks. i Østrig) skal du købe en såkaldt vignette. En vignette er et mærkat, der skal sidde i bilens forrude som en kvittering for, at du har betalt vejafgift. Vignetterne kan køber på tankstationer i det pågældende land, men du kan også bestille dem hjemmefra – F.eks. hos FDM
  6. Miljøzoner – Flere større europæiske byer (f.eks. Berlin) kræver, at bilen er udstyret med et miljømærke for at køre ind i centrum. Du kan se en oversigt over byer der kræver miljømærkat her. Nogle tyske byer forbyder i øjeblikket ældre dieselbiler, så det kan være endnu en ting, du skal sætte dig ind i
  7. Registreringsattest – Du skal have det der hedder Del 1, af bilens registreringsattest med
  8. Det blå sygesikringsbevis – Du kan læse mere om hvad det blå sygesikringsbevis dækker på Sundhed.dk
  9. Telefonnr. til forsikringsselskab – Sørg for at have telefonnummeret med. Enten skrevet ned eller kodet ind i jeres telefoner
  10. Andre rejsedokumenter – Hvis du har modtaget lejebeviser på din feriebolig, motorvejsovernatning osv. så medbring også dem

Lav evt. en mappe til alle papirer, reservationer osv. På den måde har du styr på alle dokumenterne.

Klargøring af bilen inden afrejse

Bilen skal naturligvis være klar til den lange køretur. Du kan ikke gardere dig 100% mod havari, men en god forberedelse kan forhindre, at bilen går i stykker.

  1. Ferietjek af mekanikken – Bilen skal selvfølgelig være i topform, så sørg for at den er serviceret fornyligt og at dæk, dæktryk, sprinklervæske, olie, kølervæske, bremsevæske, viskere osv. er i orden. Især ældre biler vil have godt af et ferietjek på værkstedet, så bl.a. batteri, bremser og køler, kilerem og støddæmpere også kan blive kontrolleret og evt. udskiftet
  2. Gule veste og advarselstrekant – En del lande kræver, at der er gule sikkerhedsveste til alle passagerer i bilen. I tilfælde af havari, hvor man forlader bilen, er det vigtigt at man er synlig for de øvrige bilister. Advarselstrekanten skal selvfølgelig også altid medbringes
  3. Forbindskasse – Er god at have med både på turen i bilen, men også når du kommer frem
  4. Værktøj i bilen – En lille smule af det mest nødvendige værktøj, er rart at have med. Selvom du ikke er mekaniker, kan der være småting på bil, tagboks osv. der hurtigt kan fikses
  5. Ekstra pærer – I nogle lande (bl.a.. Kroatien) er det et lovkrav, at du har ekstra pærer med i bilen. Undersøg hvilke regler der gælder, for de lande du skal køre igennem
  6. Ekstra nøgle til bilen – Husk en ekstra nøgle til bilen, og opbevar den et andet sted end hovednøglen. Det er virkelig surt at tabe bilnøglen, så man ikke kan komme videre
  7. Solskærme til sideruderne – Solafskærmning til sideruderne ved bagsædet er godt, så solen ikke skinner ind i computerskærmen eller tabletten. Derudover er det heller ikke rart at sidde og sove med solen lige ind i hovedet
  8. Skraldeposer og håndsprit – Gode ting at have ved hånden, når man spiser i bilen, og ikke lige har adgang til en håndvask. En køkkenrulle og nogle vådservietter, kan også være praktiske
  9. Logbog – Vi har haft stor glæde af at føre logbog på vore kør selv ferier. I logbogen skriver vi hvornår vi er kørt hjemmefra, hvad tid vi har taget færgen, hvilke rastepladser vi har brugt, hvor vi har overnattet, hvad vi har betalt i vejafgift osv. Næste gang I skal på kør selv ferie, vil du opdage at notaterne er rare at have med
  10. Mønter til toiletter – Mange toiletter på de europæiske motorveje kræver betaling. Husk en lille pung med mønter til at betale med
  11. 12V køletaske – Hvis der er god plads i bilen, er en 12V køletaske en rigtig god idé. Varme drikkevarer og madpakker der sveder, er bare ikke særlig lækkert
  12. Pandelampe – En pandelampe er god hvis bilen går i stykker efter mørkets frembrud, og på campingpladsen om natten
  13. Nakkepuder – En oppustelig nakkepude er rar at have, hvis man skal sove i bilen. De fylder ikke noget, og kan hurtigt pustes op
  14. Pulverslukker – En pulverslukker kan være rar at have, men i de fleste lande er den ikke et krav
  15. Pakning af bilen – Når du pakker, så sørg for at det tunge ting ligger nederst, og så langt fremme som muligt. Hvis du kører med tagboks, så brug den til de lette ting. Derved opnår du den bedste fordeling af vægten

Hent eventuelt en app der hedder Going Abroad. App’en kan indstilles til dansk og beskriver hvilke regler der er gældende i landene i EU. Det kan være regler som hastighedsgrænser, alkoholbestemmelser, hvilket sikkerhedsudstyr der skal medbringes og meget mere.

Planlægning af rute

Du kan lave en detaljeret planlægning af ruten hjemmefra, eller du kan sætte ekstra tid af til impulsive oplevelser. Personligt kan jeg bedst lide at alt er planlagt fra starten, men begge dele er absolut en mulighed.

  1. Planlæg ruten – Evt. oplevelser på vejen, overnatning, tankstationer
  2. GPS – En GPS er fuldstændig uundværlig. Om du vælger en separat GPS, eller du vælger at bruge din telefon, er en smagssag. Husk blot at apps som f.eks. Kort på iPhone bruger mobildata. Det er muligt at købe apps til smartphones, hvor man kan downloade kort, så du ikke skal bruge data. Jeg har gode erfaringer app’en Sygic, som er en forholdsvis billig GPS app. Foruden GPS’en har vi altid en gammeldags kortsbog med i bilen. Kortet er godt når man skal have det store overblik, og din GPS kan jo gå i stykker
    1. Husk at opdatere GPS’en, så den har de nyeste kort

Underholdning til børnene

Miiego M1 trådløse høretelefoner Sørg for at børnene er underholdt på turen. En tur ned gennem Europa kan virke uendelig lang for familiens mindste, så lidt varieret underholdning er vigtig.

En gammel smartphone kan være guld værd for de mindste, der endnu ikke har fået deres egen telefon.

Spil, film osv. kan også være til glæde når I er kommet frem, så brug lidt tid på at finde den rette underholdning. Hvilken form for underholdning man finder interessant, er naturligvis individuelt. Her har du nogle forslag, der kan inspirere dig.

  1. Bøger og lydbøger – Der kan gå meget tid med at læse bøger eller lytte til lydbøger. Om du vælger en rigtig bog eller en lydbog, er vist mest et spørgsmål om temperament (og færdigheder). Der findes mange steder, hvor man kan hente gratis lydbøger og podcast. Læs eventuelt artiklen om hvordan man låner lydbøger på biblioteket
  2. Film – En tablet eller en bærbar computer med film, er nærmest ikke til at undvære. Husk at der bruges meget data på at afspille en film der ligger på nettet, hvilket kan blive en kostbar affære. Filmene kan i stedet hentes ned på tabletten eller computeren, så de kan afspilles offline, og ikke behøver adgang til internettet. Hvis du har abonnement på en streamingtjeneste som f.eks. Viaplay eller Netflix, kan du på forhånd hente filmene ned. Hvis du har dine egne film kan du selvfølgelig også lægge dem på tabletten, eller afspille dem i computerens DVD drev.
  3. Filmstriben.dk – Hvis du holder ferie i Danmark, kan du bruge bibliotekernes side Filmstriben.dk til at låne film. Filmene kan ikke downloades, og kan kun afspilles fra danske IP adresser
  4. Musik – Der findes mange tjenester der tilbyder streaming af musik, f.eks. Spotify, Apple Music, Google Play Music og mange flere. Her kan du downloade og gemme musik på din telefon og tablet, så du ikke behøver at bruge internet
  5. Høretelefoner – Det er ikke sikkert, at alle i bilen gider høre den samme musik, så husk nogle gode høretelefoner
  6. Malebøger – En gammeldags malebog eller en mere moderne app malebog
  7. Spil – Download nogle spil på telefonen eller tabletten
  8. Lege – Der findes mange lege der kan underholde hele familien. Det kan f.eks. være Rød bil, skrive nummerplader og rundesang. Hvis I har mindre børn, så kender I sikkert mange flere

Strøm til telefoner og tablets

Anker PowerCore+ 26.800 mAh Telefoner, tablets osv. løber hurtigt tør for strøm, når man ser film, hører musik og spiller spil.

  1. Powerbank – Sørg for at have en kraftig powerbank med. En powerbank har den fordel at den også kan bruges når du kommer frem, f.eks. på campingpladsen eller på stranden. Sørg for at vælge en god kraftig powerbank som kan lade dine enheder gennem hele turen. Læs evt. artiklen – Hvad koster en powerbank og hvilken skal jeg vælge
  2. USB stik til bilens cigarettænder – Du kan selvfølgelig også bruge bilens strømudtag og lade derigennem. Mange biler har strømudtag ved bagsædet, og ellers skal du huske et ladekabel der er langt nok til at nå om på bagsædet. Hvis din bil ikke har USB stik, men kun stik til cigartænder, så skal du have en USB adapterstik

Andre ting du skal huske og et par gode tips

Her får du nogle ekstra tips, der ikke umiddelbart falder ind under de øvrige kategorier.

  1. Sengetøj og håndklæder – Hvis du selv skal medbringe sengetøj og håndklæder, så kan du tage noget gammelt linned med, som kan smides ud inden I kører hjem. På den måde bliver der ekstra plads til at shoppe lidt på ferien
  2. Værdigenstande – Undlad at telefoner, tablets og andre værdigenstande ligger synligt, når bilen forlades. Lås altid værdigenstande inde i bagagerummet
  3. Data i udlandet – Selvom det nu er muligt at bruge data på din telefon, indenfor EU, så undersøg hvad dit abonnement indeholder
  4. Toilettaske – Pak toilettasken, så du let kan komme til den. Hvis du kører langt, er det rart at kunne blive vasket og få børstet tænder
  5. Vejafgift – Flere steder, f.eks. i Italien, skal du betale vejafgift for at køre på motorvejene. Det kan skabe kø ved betalingsanlæggene
  6. Google Oversæt – App der kan oversætte tekst og tale til dansk

Jeg har tidligere skrevet en artikel om De bedste rejseapps du skal have med på ferie. I artiklen finder du flere gode apps, du kan bruge på ferien.

Husk også at sikre hjemmet bedst muligt, så du kan undgå indbrud, mens du er på ferie

God ferie og kør forsigtigt

Det var mine tips til den bedste huskeliste til kør selv ferie.

Og til allersidst – Kør nu forsigtigt. Husk at du har hele familien med, så tag de pauser der er nødvendige og tilpas farten.

God ferie

Huskeliste til kør selv ferie – 43 ting du ikke må glemme
Huskeliste til kør selv ferie – 43 ting du ikke må glemme

Skriv en kommentar