Android internetdeling – Brug din smartphone som Wi-Fi hotspot

Med Android internetdeling, kan du let lave din telefon om til et mobilt Wi-Fi hotspot, så du kan dele din internet forbindelse med andre enheder.

I dette indlæg kan du læse, hvordan du opretter et hotspot med Android smartphones, så du kan dele internetforfindelsen med en tablet eller bærbar pc.

Det er muligt at anvende din Android smartphone som et såkaldt hotspot, der laver sit eget lille trådløse netværk. På den måde kan du komme på nettet, selvom du ikke er i nærheden af et Wi-Fi.

Du kan koble dine forskellige enheder op på netværket, eller du kan dele forbindelsen med dine venner.

Du kan også bruge en iPhone til at lave internetdeling. Hvis du ofte har brug for at kunne skabe dit eget netværk, kan du med fordel bruge en router til at lave et mobilt Wi-Fi netværk

Mobilt Wi-Fi hotspot med Android internetdeling

Er du ejer af en smartphone med Android styresystem, kan du bruge den til at koble din bærbare pc eller tablet på nettet. Det er rigtig smart, når man ikke er i nærheden af et trådløst netværk.

I vores familie bliver det især brugt på længere bilture, og ved besøg hos familiemedlemmer uden wi-fi (de findes stadig).

Det kræver naturligvis, at den telefon du deler internet fra, har inkluderet en rimelig mængde data. Sørg for at tjekke dit abonnement, så du ikke senere får en ubehagelig overraskelse i form af en ekstra regning.

De fleste smartphone abonnementer har rigeligt dataforbrug inkluderet, så på denne måde kan du spare udgiften til et mobildata abonnement, eller bruge pengene til at opgradere dit nuværende abonnement. Du kan sagtens tale i telefon samtidig med, at du bruger telefonen som hotspot.

Opret Android internetdeling med telefonen

Menuernes navne kan variere en smule, alt efter hvilken telefon du har, men det skulle være nogenlunde ens.

Sådan opretter du et mobilt Wi-Fi hotspot med Android internetdeling.

  • Gå ind i Indstillinger
  • Vælg Mobilt hotspot og internetdeling
  • Tryk på Mobilt hotspot
  • Tryk OK for at starte mobilt hotspot
  • På skærmen vises netværkets navn og adgangskode
    • Det er vigtigt at du husker at angive en adgangskode, da alle ellers vil have adgang til din forbindelse

Nu har du oprettet et hotspot netværk, og du er klar til at tilslutte andre enheder til netværket.

Husk at slå hotspot fra, når du er færdig med at bruge det.

Tilslut enheder til dit trådløse netværk

Wi-Fi skal være aktiveret på den enhed, du ønsker at tilslutte.

Nu skal du søge efter tilgængelige trådløse netværk på din bærbare computer eller den tablet, som du ønsker at tilkoble til nettet.

Når søgningen er færdig, skulle du gerne kunne se navnet på dit netværk (Det navn du fik vist tidligere). Vælg dit netværk, indtast adgangskoden og du skulle nu være koblet på internettet.

Hvis du ikke kan komme på internettet

Jeg har et par gange oplevet, at det driller en lille smule, første gang man kobler op.

Er der ikke forbindelse, så kontroller først at Wi-Fi er tændt på den enhed, du prøver at koble på nettet. Dernæst kan du prøve at genstarte både enheden og telefonen.

Wi-Fi sluger en del strøm, så husk at slukke for dit hotspot, når du ikke bruger det, eller sørg for at have en god powerbank ved hånden. Klik her og læs mere om powerbanks eller klik ind på Powerbanken.dk og få nogle gode priser.

Andre smartphones tips

Her er nogle af de øvrige artikler på Helpdesken.dk, som handler om tips til smartphones:

Hjælp mig med at dele artiklen