Gem hjemmeside og læs den senere

Gem hjemmeside og læs den senere

Du har sikkert prøvet at finde en artikel på nettet, som du vil læse på et senere tidspunkt. Jeg plejer at kopiere adressen i browseren og sende mig selv en mail med linket, eller oprette et bogmærke til siden, så jeg kan finde den senere.

Nu er “Gem hjemmeside og læs den senere” tricket blevet lettere. Med den gratis webservice Pocket, kan du gemme websiden meget smartere, og tilmed holde orden, søge og sortere i dine gemte links, og artiklerne forsvinder ikke for dig.

Pocket synkroniseres mellem alle dine enheder, så du har adgang til dine gemte artikler alle steder fra, og det er endda muligt at gemme artikler og læse dem offline. At kunne læse artikler offline er genialt i forbindelse med ferier i udlandet, hvor der ikke altid er internetforbindelse.

Som nævnt er Pocket gratis at bruge, og der er ingen generende reklamer at slås med. Det er muligt at opgradere til Pocket Premium, hvor du bl.a. får backup af dine gemte artikler og hjemmesider og udvidede søgefunktioner. Vent med at opgradere, til du har testet den gratis version. Jeg vil mene, at gratis udgaven dækker langt de fleste menneskers behov.

Opret Pocket konto

Inden du kan begynde at bruge Pocket, skal du oprette dig som bruger.

  • Gå ind på Pocket’s hjemmeside
  • Hvis du har en Google konto, kan du logge på med den
  • Du kan også oprette en almindelig konto med navn og e-mail
Gem hjemmeside og læs den senere - Opret Pocket konto

Når du har oprettet din brugerkonto, er du klar til at bruge Pocket på dine forskellige enheder.

Du kan bruge Pocket direkte i din browser, uden nogen form for installation, ved at logge ind via hjemmesiden.

Installér Pocket i browser, på tablet og mobil

Hvis du vil gøre det lettere at gemme links, og få adgang til gemte artikler, så findes der browserudvidelser til mange af de store browsere (Chrome, Safari, Firefox, Opera). Udvidelsen installerer en knap i browseren, så du lettere kan gemme hjemmesider i Pocket.

Hvis du vil have mulighed for at læse dine gemte artikler på din mobiltelefon eller tablet, så findes Pocket til IOS og Android.

Gem hjemmeside og læs den senere

Efter installationen af Pocket er du klar til at gemme og læse artikler.

Jeg bruger selv Google Chrome og iPhone, så det vil være udgangspunktet i beskrivelsen, men fremgangsmåden og principperne er de samme i alle applikationer og browsere.

Brug Pockets hjemmeside

Du kan få adgang til dine artikler, ved at logge ind på Pockets hjemmeside. Her ligger alle de artikler du har gemt i tidens løb, og du kan læse artiklerne ved at klikke på dem.

Hvis du kører musen hen over en artikel, får du vist en række ikoner, der giver mulighed for at dele, arkivere og slette en artikel. Du kan også rette i artiklens Tags og markere en artikel som favorit. Arkiverede artikler, og artikler markeret som favoritter, kan findes ved at klikke i menuen til venstre. Her kan du også vælge blandt de Tags du har givet dine gemte artikler.

I topmenuen ligger linket Recommended (anbefalet) som giver forslag til andre artikler, du måske vil synes om. Listen skulle give forslag på baggrund af de artikler, du allerede har gemt. Jeg synes nu listen er meget “bred”, men af og til ligger der gode artikler, som du måske ikke selv ville have fundet.

Til højre i topmunuen kan du søge blandt dine gemte artikler, og du kan tilføje nye artikler til Pocket, ved at klikke på plustegnet, og indsætte en webadresse.

Pocket browserudvidelse

Ved at installere Pockets browserudvidelse (et lille tilføjelsesprogram) får du lettere adgang til at gemme nye sider i Pocket.

Når du har installeret browserudvidelsen, skulle du kunne se et lille Pocket ikon i din browser.

Gem hjemmeside og læs den senere - Installering af Pocket browserudvidelse

Når du besøger en hjemmeside som du vil gemme til senere læsning, klikker du på ikonet, og en popup fortæller dig, at siden er gemt.

Gem hjemmeside og læs den senere - Gem hjemmeside og læs den senere i Pocket

I tekstfeltet hvor der står Add Tags, kan du skrive ord der beskriver indholdet i artiklen. Hvis du f.eks. har gemt en side med løbeprogrammer, kan du oprette tags der hedder Løb, Løbeprogram, Maraton og lignende. Du kan oprette alle de tags du har brug for, til hver enkelt artikel. Når du senere vil se alle dine gemte artikler der omhandler det samme emne, så åbner du Pocket, klikker på Tags og vælger f.eks. Løbeprogram.

Efterhånden som du får gemt mange sider, er tags nærmest uundværlige, for ikke at miste overblikket over dine artikler. Du kan altid tilføje og slette tags til dine gemte artikler, så hvis du ikke får gjort det fra starten, kan du gøre det senere.

I højre hjørne er der tre prikker, der kan klikkes på, som åbner en menu hvor du kan arkivere en side, slette en side, åbne siden i Pocket og endelig kan du åbne Settings (Indstillinger)

Gem hjemmeside og læs den senere - Pocket indstillinger

I Settings menuen kan du logge ud af Pocket, ændre tastaturgenvejen der åbner Pocket og aktivere en “Quick save” Pocketknap i Twitter, Hacker News og Reddit.

Pocket smartphone apps

Der findes Pocket apps til IOS og Android som kan downloades i App Store og på Google Play. Når du har hentet app’en og logget på med din konto, har du adgang til dine gemte artikler.

Hvis du vil gemme en hjemmeside fra mobil eller tablet kan du sende linket direkte ned i Pocket på samme måde som hvis du vil dele en side på Facebook, eller sende et link via mail og SMS. Du vælger blot Pocket knappen i stedet.

Send artikel til Pocket med mail

Sidst men ikke mindst kan du sende en artikel til Pocket med mail. Hvis du f.eks. sidder ved din arbejdscomputer, eller et andet sted, hvor du ikke har mulighed for at logge på Pocket, kan du sende en mail til add@getpocket.com.

Kopier hjemmesideadressen (URL’en) ind i din mail og tryk Send. Straks efter ligger artiklen i din Pocket.

Det virker kun, hvis du sender fra den samme mailadresse, som du bruger til at logge ind i Pocket.

Fandt denne artikel interessant?

Så vil du måske også læse en artikel om Feedly, så tilbyder en tilsvarende service, eller du kan hoppe til forsiden af Helpdesken.dk, og læse nogle af de andre artikler om IT tips.